Jeg er semi-rask. Det har jeg vist efterhånden været længe. Jeg er stabil. Det går jævnt.
Jeg har rykket mig rigtig meget de sidste par år og lært enormt meget om mig selv, mine tankemønstre og handlinger. Der er sket kæmpe fremskridt igennem en lang proces, og det er rigtig dejligt! I en lang periode nu har jeg dog været samme sted og befinder mig i en form for stilstand. Men er det nødvendigvis dårligt?
Jeg er lykkelig over at være kommet op af det kolde vand, som jeg har ligget i alt for længe. Lige nu svømmer jeg bare rundt i sådan noget lidt lunkent vand, som er lige knap tilpas. Jeg kommer ikke over i det varme vand.
Jeg har det godt. Jeg spiser. Jeg har overskud. Jeg er glad. Jeg har et super godt arbejde, hvor jeg trives, bliver udfordret og får anerkendelse og ros. Jeg har nogle fantastiske kolleger og skønne venner. Jeg har den aller bedste familie! Jeg elsker at være sammen med min mand og mine børn – og de elsker mig. Jeg føler mig godt tilpas i min krop.
Jeg har det godt.
Så hvorfor skulle jeg ændre noget? Hvor er det egentlig jeg vil hen?
Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at ændre på noget lige nu, fordi jeg synes det går så godt. Jojo, der er lige det der med at jeg altid er lidt nervøs for at spise ude, hvis der nu ikke bliver serveret nogle grøntsager eller salat, jeg kan spise. Eller det med at jeg ikke spiser kage (og indsæt selv alle mulige andre “farlige” madvarer). Eller det med at jeg altid holder lidt igen og hele tiden skal kæmpe imod den restriktive tankegang og spisemønster. Eller det med at jeg stadig har en altoverskyggende frygt for at tage på.
Jeg bliver i det lunkne vand, fordi jeg måske er bange for at brænde mig. Jeg er bange for at der faktisk ikke er så rart i det varme vand. For hvad nu, hvis det betyder, at alle de gode ting jeg har opbygget forsvinder? Hvis det betyder, at jeg skal tage på, så vil jeg hellere forblive i det lunkne vand, som er lige knap tilpas.
Skal jeg nøjes med at være semi-rask? Eller kan jeg finde noget, der gør det attraktivt at tage det sidste skridt? Hvordan kommer jeg over i det varme vand? Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvor det er jeg vil hen.