Er det hele ikke bare en stor løgn?
Jeg aner ikke, hvad jeg laver. Jeg er ikke sikker på, jeg overhovedet har kompetencerne til at arbejde med det, jeg gør. At jeg har berettigelse til at sidde med de opgaver, jeg gør. Har jeg overhovedet ambitionerne? Har jeg det rigtige fokus? Er min effektivitet og det engagement, jeg lægger for dagen overhovedet oprigtigt? Jeg er usikker på processerne, vurderingerne og afgørelserne. Jeg kan slet ikke det her! Vil jeg det overhovedet? Hvis ikke, hvad vil jeg så? Hvad kan jeg? Kan jeg overhovedet noget?
Er det hele ikke bare en stor løgn?
Er jeg ikke bare en stor løgn?
Jeg passer ikke ind. Jeg er ikke interessant. Folk er ligeglade. Jeg er ikke vigtig. Er mine relationer oprigtige? Er den omsorg andre giver helhjertet? Er tilknytningen ikke bare falsk? Er jeg overhovedet værd at holde af og værd prioritere? Er jeg overhovedet noget?
Mit smil er i hvert fald en løgn…
Jeg har haft nogle rigtig dårlige dage! Jeg ved godt, at det “bare” er en periode. Jeg ved godt, det bliver bedre, men lige nu føles alt som en stor løgn. Som om jeg er en stor løgn. Alt hvad jeg troede er en stor løgn. Alle mine forestillinger om mig selv, hvad jeg kan og hvad jeg vil er en stor løgn. Alle mine relationer føles falske og overfladiske. Jeg føler mig glemt, overset og helt og aldeles alene. Det hele er en stor løgn. Jeg er en fiasko. Jeg kan ingenting. Jeg er ingenting.