Den anden ting af de to store ting, som jeg gerne vil snakke om (se mere her) er, at jeg er startet hos en ny psykolog. Hun er god. Hun er virkelig god. Hun forstår hvad det handler om. Hun hjælper.
I fællesskab begynder vi at tegne billeder af min lange historie med spiseforstyrrelsen, gør historien visuel og vejen frem synlig.
Vi har snakket om mad, og jeg har fået opgaver, som jeg arbejder med fra gang til gang. Det er opgaver, der “kradser” – de er udfordrende og giver en vis mængde ubehag, fordi det jo primært handler om at jeg skal spise mere, hvilket jeg overhovedet ikke synes er rart. Men et af mine mantra for tiden er, at ubehag er en del af processen. Selvom tingene “kradser”, er de opgaver vi aftaler overskuelige og derfor også realistiske at opnå succes med. Det lykkes mig ikke hver gang eller hver dag, men jeg er også i gang med at ændre på 17 år gamle vaner og mønstre – det sker ikke fra dag til dag, og det er ikke nemt. (Hvis det var det, havde jeg nok gjort det for længe siden …)
Jeg har lyst til at dele et af de billeder, vi har snakket om, som (måske) kan være med til at give et billede af, hvor svært det er:
For 17 år siden brændte jeg mig på en kogeplade. Det gjorde ondt. Rigtig ondt! Så ondt at jeg aldrig mere ville i nærheden af kogepladen igen, for jeg var overbevist om, at den ville brænde mig igen. Jeg udviklede en (irrationel) frygt for kogepladen. Lige så stille begyndte jeg at fjerne mig længere og længere fra kogepladen. Jeg begyndte at kigge efter andre ting at bruge i stedet for kogepladen og valgte oftere og oftere at gå helt udenom kogepladen.
Jeg fandt en anden vej. Jeg begyndte at bruge gasblus i stedet for. Jeg undgik efterhånden helt og aldeles at gå hen imod kogepladen, så vejen derhen voksede til og blev mere og mere ufremkommelig. I stedet fik jeg lavet mig en fast, tryg rute mod gasblusset. Det fungerede fint. Det var sikkert. Den brændte mig ikke.
Nu skal jeg til at lære at bruge kogepladen igen. Alt i mig skriger imod. Den er farlig. Den brænder mig. Det er alt sammen tankeforestillinger, det ved jeg godt. Men det sidder nærmest helt bundløst dybt i mig, at kogepladen er farlig og vil brænde mig igen, hvor imod gasblusset er trygt og sikkert.
Derfor tager jeg kun bittesmå skridt hen imod kogepladen. Jeg nærmer mig ganske langsomt og prøver at være i og acceptere det ubehag, det giver. For ubehag er en del af processen. Jeg skal lære at bruge kogepladen igen.
Vi snakker naturligvis også om andet end mad. Rigtig meget, faktisk. Vi snakker om dengang kogepladen brændte mig. Hvad der skete, og hvorfor det gjorde så ondt. Men mere om det en anden gang.