For nogle uger siden oplevede jeg, hvad man nok ville definere som et angstanfald. Det kom ud af det blå. Jeg har aldrig prøvet det før, og jeg havde på ingen måde set det komme.
Jeg har ikke angst. Jeg synes, mange bruger begrebet om det jeg ville kalde bekymringer, og derfor synes jeg faktisk, det er blevet lidt overdrevent. Jeg har bekymringer, ja. Og mange af dem, jo bevares – men jeg har ikke angst. Alligevel fandt jeg lige pludselig mig selv til en firmafest, siddende på en stol og hyperventilere med en følelse af ikke at kunne trække vejret.
Jeg havde forinden siddet og snakket med en kollega. Vi havde begge fået et par øl, og dermed var snakken også lidt “løs”, og vi kom bl.a. ind på min spiseforstyrrelse. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har en spiseforstyrrelse – jeg skriver jo også her, hvor alle kan læse med. Men jeg bringer det ikke selv op som et samtaleemne. I øjeblikket til festen føltes det enormt rart at åbne op. Det var dejligt at kunne lægge alle kortene på bordet og være fuldstændig ærlig. Jeg mødte også kun nysgerrighed, omsorg og nærvær fra min kollega, og jeg havde en følelse af at være 100% mig selv. Jeg følte mig fri!
Alligevel sad jeg øjeblikket efter midt i et angstanfald!??
Der sker noget inden i mig i øjeblikket. Jeg er ved at rive nogle rødder over til et træ, der har været min grundstamme og mit grundfæste i mere end 20 år. Det er voldsomt og skaber nogle kraftige bevægelser i mig. Træet er gammelt og råddent og har været i forældelse længe, men det har nogle meget dybe og tykke rødder, der er svære at få bugt med.
Jeg snakkede med min psykolog om mit angstanfald, der mente, at jeg til festen og i snakken med min kollega (efter lidt alkohol, hvor det er lidt nemmere at ‘give slip’) havde snuset til en væren uden det rådne træ – uden min spiseforstyrrelse. Og det havde ramt en angst. En angst for at miste grundfæste. En angst for at gå i stykker og gå til grunde, hvis jeg ikke har min stamme jeg kan gribe ud efter.
Jeg har ikke brug for træet lige nu (og har ikke haft det længe) – for jeg har det godt. Men hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt igen…?
Min psykolog svarede til det spørgsmål, at andre mennesker jo heller ikke håndterer krisesituationer med at holde op med at spise. Det grinte vi lidt af, men i bund og grund er det måske faktisk så simpelt: der er ingen garantier i livet. Og hvis jeg vil leve et godt og frit liv – uden at blive holdt nede og ødelagt af et råddent træ, bliver det nødt til at være på den præmis.
Det gamle træ har altid været råddent. Det, jeg har troet kunne beskytte mig, har været en falsk tryghed. Det startede og spirede som noget tillokkende og smukt, men var forklædt som ukrudt, der over tiden har vokset sig til et kæmpestort, ødelæggende og råddent træ, der har optaget pladsen for alt det gode.
Jeg er på vej ud i friheden. Jeg er meget bevidst om at det er en god og vigtig proces, jeg skal igennem, men det er hårdt! Hvis jeg ser lidt træt ud en gang i mellem, så er det altså fordi jeg er i gang med at fjerne ukrudt – noget super genstridigt, vanvittigt tyngende og trodsigt ukrudt.