Jeg er deltidssygemeldt fra mit arbejde. Det har jeg været siden nytår og har “kun” arbejdet 20 timer om ugen her i 2023. Det var bestemt ikke det, jeg havde regnet med, da jeg skrev mit sidste indlæg, som du kan læse her. Jeg troede, at jeg for længst ville være tilbage i fuld vigør, men jeg er blevet nødt til at lytte til min krop og tage de symptomer alvorligt, jeg har oplevet (for) længe, som er tydelige tegn på stress.
Jeg elsker mit arbejde. Jeg brænder for mine opgaver og vil gerne yde en ekstra indsats, når der er travlt eller op til en deadline. Jeg kan faktisk godt lide at have travlt og have noget at løbe efter. Men min krop har råbt højt længe. Jeg har presset den for langt for længe, og fået overbevist mig selv om, at alt er vigtigt. At jeg skal nå alt. At jeg skal være alle steder og til stede hele hele tiden. Det mærker jeg nu konsekvensen af, og det tager tid at “rette op” på.
Jeg har fuld opbakning fra både min leder og nærmeste kolleger og har kun mærket støtte og opbakning fra min arbejdsplads i hele forløbet med min sygemelding. Det er faktisk ikke dem, der forventer at jeg altid løber stærkt. Det er mine egne forventninger og overbevisninger, der ødelægger det for mig og får systemet til at ramle.
Men jeg synes, det er enormt svært at give slip og acceptere, at jeg ikke kan nå det hele. Jeg får dårlig samvittighed over at gå hjem til middag hver dag og lade mine kolleger løbe videre med de opgaver, jeg kunne have taget. Det er svært at slukke for arbejdsmailen og lukke computeren ned “før tid”, når jeg så gerne vil være tilgængelig, være med og bidrage. Men jeg øver mig. For det bliver jeg nødt til. Min krop har brug for hvile. Mit nervesystem har brug for ro for at få balance i mit kortisolniveau igen.
Det går langsomt fremad. Min hjerne er utålmodig og vil mere end kroppen. Men jeg tager små bitte skridt, samtidig med at jeg får masser af hvile og ro. Alt er ikke vigtigt. Alt er i hvert fald ikke lige vigtigt. Jeg elsker mit arbejde, og jeg brænder for det. Men det er ikke vigtigere end mit eget helbred og velbefindende.