Jeg har fået lasagne til aften. Faktisk et ret stort stykke. I hvert fald i forhold til sidste gang, hvor det kun lykkedes mig at klemme to små bidder ned. I dag lykkedes det mig at spise en helt almindelig portion lasagne – og jeg nød det! Mit hoved var ikke fuld af ukontrollérbare tanker, der gjorde mig nervøs og utilpas. Jeg sad ikke og fik svedige håndflader eller åndenød. Jeg nød et helt almindeligt aftensmåltid!

Der står vist 1-1 nu!

Når det så er sagt, så holder jeg fast i de små sejre lige nu. Og dem er der faktisk en del af. Men der er også stadig fiaskoer og nedture, og de har det med at fylde mere, end hvad der er rart – og hvad der er nødvendigt. Jeg lader mig gå på, og slår mig selv i hovedet over, at jeg falder i og ender i de gamle usunde spisevaner en gang i mellem. Jeg ærgrer mig, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg dog ikke bare kan lade være!?

Men så er det, at jeg forsøger at huske mig selv på, hvor langt jeg faktisk allerede er kommet. Jeg har taget store skridt i den rigtige retning. Langt de fleste dage går rigtig godt. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange det er gået galt den sidste måned. Det er ikke ret længe siden, at jeg kunne tælle på én hånd, hvor mange gange det gik godt på en måned … Jeg husker også mig selv på, at jeg på de gode dage, nu føler mig overbevist om, at jeg godt kan klare det her. At jeg tror på, at jeg kan komme ud på den anden side og fri af spiseforstyrrelsens fængsel. Det handler om at holde fast i de små sejre – som slet ikke er så små endda.

2 Comments

  1. Du er sej, Maj. Du arbejder så flot på at komme ud af din spiseforstyrrelse. Du er så godt på vej – bliv ved med at fokusere på dine sejre. Kærlig hilsen Ruth

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *