Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive blogger. Jeg har aldrig selv læst blogs. Det har egentlig aldrig rigtig sagt mig noget. Men nu er det 4 uger siden jeg bød velkommen her og indenfor i min verden med en insisterende spiseforstyrrelse som en del af hverdagen. Det har været en overvældende modtagelse. Jeg havde ikke forestillet mig at få så mange søde og støttende kommentarer (TUSIND tak for det!). Det har kun bekræftet mig i min beslutning om endelig at åbne op.
Der er mange, der har fortalt mig, at det har været med til at forklare mange ting for dem;
selvom jeg gennem de sidste mange år har gjort meget for at skjule min spiseforstyrrelse og alle de tanker, der er fulgt med, har nogle af de mennesker, der er kommet tæt på mig alligevel godt fornemmet, at der var noget jeg kæmpede med. Jeg har bare ikke haft modet til at være ærlig og åbne op. Før nu. Og nu ønsker jeg faktisk, at jeg havde gjort det før.
Det er en lettelse. Og det er det rigtige sted for mig at gøre det. Det er trygt at sidde bag skærmen og skrive og komme ud med alle de tanker, der forstyrrer mig. Jeg skal ikke sidde og kigge nogen i øjnene og være bange for, hvad de tænker. Jeg behøver heller ikke bekymre mig, om jeg kommer til at græde. Det er mit fristed.
Jeg bryder mig egentlig ikke om at være i fokus. Jeg synes faktisk ikke, at jeg er spændende nok til at det hele skal handle om mig. Det virker måske ret modstridende ift. at have min egen blog, der netop kun handler om mig. Men det er ligesom lidt mere okay her. Det foregår i mit eget tempo, jeg kan tænke over mine ord og vendinger – og jeg skriver til mig selv. Det er grænseoverskridende at sætte mig selv sådan i fokus, men det er også rart endelig at tage lidt hånd om mig selv. Jeg vil gerne have, at I læser med. I er også mere end velkomne til at kommentere på mine indlæg. Men I bestemmer selv. Jeg skriver for min egen skyld.
Leave a Reply