To ting. To store ting er der sket siden jeg sidst skrev, som jeg gerne vil snakke om. (Faktisk er der sket tre store ting, hvis man tæller med, at jeg har fået nyt job. Det er vildt fedt, og jeg glæder mig rigtig meget over det. Jeg er også enormt stolt over at have fået muligheden, men selve jobskiftet er ikke så relevant i mangisammenhæng.)
- Jeg er startet hos en ny psykolog.
- Jeg har ikke vejet mig i 3 måneder!
Hvis vi starter med det sidste, så er det faktisk ret stort for mig. Jeg har i rigtig mange år vejet mig flere gange om ugen. Det har næsten været en besættelse for mig. Et ritual stort set hver evig eneste morgen. Det har været et betydningsfuldt omdrejningspunkt for min spiseforstyrrelse.
Jeg tror aldrig, jeg har været tilfreds med det tal, vægten har givet mig. Enten har det været for højt eller også har det været for lavt. Alligevel har jeg næsten hver dag i utallige år, stillet mig op på den dumme, digitale, flade dims, der smider et tal i hovedet på mig, der på ingen måde gør noget godt for mig. Jeg har følt, jeg havde behov for at have en kontrol over det tal. Selvom jeg egentlig godt vidste, at det var tallet, der havde kontrol over mig…
Jeg har ikke vejet mig i over tre måneder nu! Næsten 4, faktisk. Det efterlader en ambivalent følelse, for på den ene side har jeg rigtig meget lyst til at stille mig op på vægten for at se hvilket tal, den giver mig. Men på den anden side jeg har overhovedet ikke lyst til at se tallet. For det går faktisk rigtig godt uden.
Det er rart at være fri for den dårlige samvittighed. Det er rart at være fri for bekymringen og skuffelsen. Jeg er ikke ligeglad med tallet. Som sagt har jeg faktisk rigtig meget lyst til at se tallet. Jeg er i virkeligheden ret nysgerrig, men lige nu overvejer friheden nysgerrigheden. Så jeg afholder mig fra vægten og nyder friheden.