Ned og vende…?

Jeg gjorde noget dumt i går. Noget rigtig dumt. Men det værste er, at jeg er “glad” for at jeg gjorde det. Jeg ved godt, at det var dumt og forkert og skidt for mig, men jeg fortryder det ikke – ikke rigtigt. Og det er fordi vægten viste mig et tal, jeg kunne acceptere i morges.

Jeg havde et tilbagefald. Et tilbagefald til en periode og en spiseforstyrret handling, som jeg IKKE skal tilbage til. Det var en nem løsning, og jeg sprang i – uden at se mig tilbage.  Og det skræmmer mig, at jeg ikke er mere angrende, end jeg er.

Hvornår rammer jeg bunden, så jeg kan begynde at kravle op igen?