Facaden krakelerer, men humøret vender…

Jeg synes, det har været en hård uge. Tirsdag var ikke bedre end mandag. Onsdag har jeg nærmest fortrængt. Torsdag så jeg et lille lys og først i dag stikker jeg hovedet ud af det mørke hul, jeg har været nede i.

Jeg holdt fast i den nemme (og dumme) løsning, som jeg fortalte om forleden. Jeg fandt ud af, at vægten også godt kunne lide den løsning. Men det kunne (kan) min krop bestemt ikke. Jeg er træt. Jeg har kunnet mærke, hvordan min krop har skreget efter mad. Jeg er svag. Jeg har haft lyst til at lade mig falde og blive liggende.
Jeg er helt vildt ked af det.

Min spiseforstyrrelse har i den grad tappet mig for energi i den her uge. Både psykisk og fysisk.

Jeg har svært ved at koncentrere mig på arbejde. Jeg kan ikke holde fokus i længere tid af gangen. Det spiller ikke ret godt sammen med en hverdag, hvor jeg skal være på. Jeg har i den her uge skulle præstere, være smilende og imødekommende overfor nye mennesker, og åben over for mange input. Der har været høje krav til mig – ikke mindst fra mig selv, og i går krakelerede facaden. Heldigvis derhjemme i mit eget selskab, men helt spontant og ud af det blå kom tårerne trillende.

De strømmede ud, og jeg sad der helt overrasket, lidt forskrækket og meget træt!

Men det hjalp.