Jeg er stædig. Jeg er stolt. Jeg er flov…
Jeg føler mig ofte enormt alene. Jeg har mange mennesker i mit liv, som er tæt på mig. Og de vil mig det godt. Jeg har mange mennesker der elsker mig. Alligevel føler jeg mig ofte alene og går med alt for mange tanker for mig selv.
Vil selv! Kan selv! Jeg er stædig. Og jeg bryder mig ikke ret meget om, at skulle spørge andre om hjælp. For jeg vil selv! Og jeg kan selv. Eller…?
Jeg lukker rigtig mange tanker og frustrationer inde i mig, der vokser sig større og brænder efter at blive lukket ud. Ofte ender det også med at bægeret flyder over, og jeg bryder sammen. Facadaen krakelerer, og jeg sidder helt magteløs og utrøstelig – og kan faktisk ikke rigtig forstå, hvad der sker, og hvorfor eller hvordan jeg er kommet dertil.
Indtil jeg begynder og tænke over det. Indtil det begynder at gå op for mig, at jeg har lukket mig inde. At det er blevet for meget.
Det handler både om min stædighed, og at jeg for stolt til at bede om hjælp. Men det handler i høj grad også om, at jeg er flov. Alle de tanker, jeg sidder med, og de ting jeg gør, skammer jeg mig jo faktisk over. Og derfor har jeg ikke lyst til selv at bringe det op i en samtale.
Sidst, men nok ikke mindst, handler det faktisk også om, at jeg er bange for konsekvenserne. Jeg er bange for, hvad der vil ske, hvis jeg fortæller, hvor skidt jeg i virkeligheden har det. Jeg er faktisk rædselslagen for konsekvenserne.
Og igen kommer stædigheden og stoltheden op: for jeg kan jo selv! Men det kan jeg ikke.
Leave a Reply