Jeg har for nylig haft en svær periode, ligesom den jeg var igennem i august og snakkede om her. Jeg har været ked af det, træt, ensom og opgivende – og endnu engang haft lyst til bare at forsvinde. Jeg er kommet på den anden side igen, og denne gang har jeg faktisk lært noget vigtigt af processen.
Gennembruddet kom efter at jeg brød sammen over for Peter en aften, hvor det hele bare var blevet for meget. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Utryg- og ensomheden samt en helt masse giftige tanker i mit hoved blev for voldsomme. Bægeret flød simpelthen over. Efterfølgende var jeg også ude hos min psykolog og snakkede det hele igennem med hende.
Jeg kom ikke på den anden side ved at lave noget radikalt om i min dagligdag. Jeg har ikke ændret på ikke mine spisevaner eller -mønstre, men at få sat ord på alle de tanker, der havde fyldt i mit hoved, var nok til at lette vægten fra mine skuldre og rydde op og ud i mit hoved.
De fleste sygdomme kan medicineres. Der findes desværre ikke en pille, der kan kurere spiseforstyrrelser. Men jeg har fundet ud af, at der alligevel findes noget medicin, der kan forebygge at jeg ikke kommer derud, hvor jeg ikke kan overskue at være og tankerne bliver for giftige. Min medicin er kommunikation!
Det er egentlig meget simpelt. Jeg skal bare snakke. Jeg skal åbne op og fortælle om det, der er inde i mit hoved. For så får de giftige tanker ikke lov til at bygge sig op og blive ødelæggende. Nemt, ikke?
Hvis det bare var det. Men jeg synes, det er meget nemmere at holde det inde i mig selv, når der er noget, der er svært – og det er der flere årsager til. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg vil ikke ulejlige andre med mine problemer. Mine problemer er ikke interessante eller relevante for andre. Jeg bør kunne klare tingene selv. Jeg er alene om at tænke som jeg gør.
Men disse påstande gør, at mit hoved efter en periode hvor jeg netop holder det hele for mig selv, bliver overfyldt af giftige tanker, der ødelægger alt godt inde mig, gør mig ensom, træt, utryg og opgivende på tilværelsen. Og det er enormt hårdt!
Så jeg øver mig i at snakke. Jeg øver mig i at åbne op. Jeg tager min medicin. Jeg tager det forebyggede og forsøger at sætte ord på de små (og store) ting, der fylder, så de ikke får lov til at vokse sig altoverskyggende og giftige.