vaegten-mangi

Vægten er en tilbagevendende overskrift her på bloggen. Det er tredje indlæg med den titel. Det er en ting, et tal, en følelse og et betydningsfuldt omdrejningspunkt for min spiseforstyrrelse.

For 3 uger siden blev jeg opereret i foden. Ganske udramatisk og planlagt, da jeg havde en skæv knogle ved storetåen, der skulle rettes op. Men det betød 14 dage med forbinding og ro til foden, og nu yderligere 3 uger med krykker, hvor jeg ikke må støtte på den. Jeg har ikke været på vægten siden operationen.

De første 14 dage var det på grund af forbindingen på foden – når selv 100 g tæller med, ville vægten ikke vise et retvisende (eller tilfredsstillende) resultat med en tung forbinding. Det skyldes selvfølgelig også, at jeg rent praktisk ikke har kunnet komme hen til vægten, da den faktisk er flyttet uden for bekvemmelig nærhed. Nu er jeg så forholdsvis mobil på mine krykker, at jeg godt ville kunne finde vægten frem og stille mig op på den for at se, hvordan det står til. Men jeg har ikke gjort det.

Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til det. Det kribler i mig, og det fylder meget i mit hovedet. Jeg bekymrer mig over min vægt. Det er der sikkert ikke grund til, men det er som sagt omdrejningspunktet for mig og min spiseforstyrrelse, så jeg kan ikke lade være.

Jeg tænker, at der må komme et tidspunkt, hvor jeg ikke længere føler trangen til at kontrollere det tal, den vægt fortæller mig. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt ikke længere har behovet for at blive bekræftet af et tal. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt indser, at det tal ikke betyder noget. -At jeg er mere end det tal.

Nu må vi se, hvor længe jeg kan lade vægten stå …