Juleløfte

Sidste år efter jul satte jeg mig et mål. Jeg ville ikke stå model til endnu en jul, hvor spiseforstyrrelsen fik lov til at styre mine tanker og samvittighed. Jeg havde nemlig ikke en speciel god jul sidste år. Jeg brugte enorm meget tid og mange kræfter på at kæmpe og opretholde en facade, fordi spiseforstyrrelsen fyldte så meget, så jeg slet ikke rigtig nød julen.

Læs mit indlæg om mit mål fra sidste jul her.

Jeg er desværre slet ikke der, hvor jeg uden at tøve kan sige, at jeg kommer til at nyde julen i år uden spiseforstyrrelsen. Men jeg er der, hvor jeg rigtig gerne vil gøre en indsats og tage kampen op for at få en dejlig jul. I hvert fald en jul, hvor jeg forsøger at slappe af og slippe nogle af alle de destruktive, anstrengende og udmattende tanker.

Jeg har for nylig foræret mig selv en halskæde med et vedhæng, hvor der står “pyt” – et lille ord med kæmpe betydning. Jeg øver mig i at bruge det, når tankerne bliver for overvældende og den dårlige samvittighed rammer, over noget der er spild af tid.

Juletiden er præget af rigtig mange traditioner omkring mad, og det synes jeg er svært. Men helt ærligt; én (eller to eller tre) pebernødder får mig ikke til at tage 10 kg på. En skefuld sovs på tallerkenen til andestegen vælter ikke min verden. Jeg dør ikke af, at spise et stykke konfekt sammen med min familie.

Jeg ved godt, det er urealistiske forestillinger, jeg opstiller – men mine tanker omkring mad er urealistiske og irrationelle. Jeg ved jo godt, der ikke sker noget ved at spise. Jeg ved også godt, der ikke sker noget ved at tage nogle kg på. Men i mit hovedet er det farligt, og alt i mig gør modstand mod at lade det ske.

Men jeg tager min halskæde på i julen og øver mig i at tænke “pyt”!