I weekenden var jeg tilbage. Tilbage til det sted, hvor min spiseforstyrrelse sprang ud, fik næring og spirrede frem. Jeg var tilbage til det sted og de omgivelser, hvor det hele begyndte.
Det var et tilfælde, at jeg var tilbage. Jeg var til et arrangement i de fysiske rammer, hvor det hele over tid udviklede sig. Tilbage i det område hvor jeg oplevede så voldsomme begivenheder, der skabte så meget kaos i mine tanker og følelser, at jeg ikke kunne være i det. Jeg var lige der, hvor spiseforstyrrelsen kom ind i mit liv, kom mig til undsætning og reddede mig.
Jeg kan ikke huske ret meget fra de år, hvor spiseforstyrrelsen gjorde kur til mig og vandt mig over. Der er rigtig mange sorte huller, som jeg må have fortrængt. Jeg husker brudstykker, men mange begivenheder og detaljer er bare væk.
Jeg har en god veninde, som af og til fortæller og spørger om jeg kan huske forskellige oplevelser fra vores tid sammen dengang. Men det er som at høre om en helt anden persons oplevelser – jeg kan ikke huske det. Ikke engang de gode oplevelser, der også var.
Jeg var til en reception hos min gamle klaverlærer i weekenden. Jeg har spillet klaver siden jeg var ganske lille, og gik også til klaver i den periode, hvor spiseforstyrrelsen tog sit indtog i mit liv. Musik har altid været en stor del af mit liv.
Jeg kom til at holde meget af min klaverlærer. Hun og musikken kom til at betyde mere for mig, end jeg dengang var klar over. Jeg spillede i privat regi, hvilket betød, at undervisningen foregik hjemme hos hende. Når jeg tænker tilbage kan jeg (næsten) ned til mindste detalje huske, hvordan hendes spilleværelse så ud. Jeg kan huske, hvordan hun rettede min fingerstilling. Hvordan hun roste mig, når jeg spillede godt. Hvordan hun skrev “fint” på noden, når jeg havde lært et stykke. Hvordan hun spillede nye stykker for mig og fortryllede mig med musikkens magi.
Jeg husker hendes spilleværelse som værende et trygt sted at være. Rummet, min søde klaverlærer og musikken fyldte mig med en ro og en tryghed, som jeg desperat hungrede efter i den periode.
Spiseforstyrrelsen var i sidste ende stærkere end musikken. Den tog magten over mig og overbeviste mig om, at den var det bedste for mig. At den kunne hjælpe mig bedre end nogen eller noget andet. Det siger alligevel ikke så lidt, at spiseforstyrrelsen kunne trumfe musikken…
Men selvom spiseforstyrrelsen vandt, så tænker jeg tilbage på spilleværelset hos min klaverlærer som et frirum. Uden kaotiske tanker og følelser. Uden skam og fortvivlelse. Uden frygt og angst. Derfor var det også en god oplevelse at være tilbage. I hvert fald sammen med min klaverlærer. Jeg har ikke været i området i 15 år. Jeg havde heller ikke set min klaverlærer i 15 år. Men oplevelsen mindede mig om det frirum og den tryghed, hun og musikken gav og giver mig.