Det handler ikke om kontrol?

Jeg har altid været nervøs, haft lidt ondt i maven og frygtet det at skulle af sted til psykolog og behandlinger. Jeg har altid haft følelsen af, at jeg skulle præstere og leve op til en udvikling og fremgang, som jeg aldrig rigtig følte.

Sådan har jeg det ikke hos Liv. Jeg er ikke nervøs forinden. Jeg slapper af, når jeg er der. Jeg føler ikke, jeg skal leve op til noget, jeg ikke kan. Jeg føler, der er plads til mig.

Alligevel gik jeg derfra sidste gang, satte mig ud i bilen og græd. Jeg er egentlig ikke helt klar over, hvad jeg var ked af. Det føltes dog ikke ubehageligt. Vi snakkede om nogle ting, der åbnede mine øjne for at jeg ikke er særlig god ved mig selv. Jeg tror, jeg blev oprigtigt ked af at indse og opleve den måde, jeg behandler mig selv på.

Jeg bliver klogere på mig selv og min krop. Der gik nogle ting op for mig sidste gang hos Liv. Jeg fik også øjnene op for, at min spiseforstyrrelse ikke (længere) handler om kontrol. Men om frygt. Frygten for at være mig selv.

Hvad er det, jeg er så bange for? Hvorfor er jeg bange for at være mig selv? Hvad er der galt med mig? Hvorfor synes jeg ikke selv, jeg er god nok, som jeg er? Hvorfor tror jeg, jeg skal leve op til andres forestilling om den, jeg er? Eller handler det om, at jeg ikke er sikker på, hvem jeg er (uden spiseforstyrrelsen)?

Under alle omstændigheder oplever jeg langsomt en ny form for omsorg overfor mig selv. En ny følelse af, at jeg faktisk vil mig selv det godt og gerne vil passe på mig selv.

Jeg er ved at indse, at jeg ikke konstant skal præstere og leve op til en helt masse, som jeg tror, andre forventer af mig. Jeg fortjener at have det godt. Jeg er god nok som jeg er.

Der er plads til mig.