Jeg snakkede med min psykolog i går. Det var hårdt. Det var faktisk rigtig hårdt, og det var fordi jeg, meget mod min vilje, måtte erkende, at det ikke går ret godt. Jeg har en masse gode intentioner, og jeg forsøger at overbevise mig selv og mine omgivelser om, at det kører – om ikke andet, så i hvert fald at der bare er lidt stilstand lige nu. Men i virkeligheden går det den forkerte vej, og det er helt vildt svært at acceptere.
Det er (endnu) et nederlag. Jeg føler mig (igen) som en fiasko, fordi jeg ikke kan finde ud af det.
Heldigvis har jeg en god psykolog, der ikke hverken dømmer mig eller slår mig i hovedet med, at jeg ikke går fremad. Tværtimod fik jeg faktisk en masse rosende ord med i går og opbakning, der gav mig mod og vilje til at kæmpe videre.
Vi snakker meget om kontrol. Jeg har også været inde på det her på bloggen nogle gange. Det er et afgørende og essentielt omdrejningspunkt i min situation. Og der er en hårdfin balance ift. hvor kontrollen ligger og hvem, der har den.
Nu har jeg lagt en slagplan. En detaljeret plan med små tiltag og ting i hverdagen og ved måltider, der skal få mig til at tage bevidste valg for at vælge og tage kontrollen.
Jeg funderede nemlig over, sammen med min psykolog i går, at mange af de ting, jeg gør, gør jeg mere eller mindre ubevidst. Jeg tager ikke et aktivt valg og er ikke fuldt ud bevidst, når jeg “vælger” ikke ville/skulle/måtte spise. Jeg kører på rutinen, jeg vælger den nemme løsning, og vanerne og “valget” sidder så indgroet i mig, fordi det har været sådan så længe. Det er spiseforstyrrelsen, der bestemmer og har kontrollen.
Sådan skal det ikke være! Jeg giver ikke op! Min slagplan indeholder forskellige mål ift. måltider. Men den indeholder også små gule sedler til mig selv og påmindelser på min telefon, der bl.a. skal minde mig om at tage kontrollen. Det lyder måske lidt overdrevent og skørt, men hey – what ever works, right …?