En gammel “ven” …

Jeg stødte på en gammel ven i weekenden. En gammel ven, jeg ikke har set i lang tid. En ven som jeg ikke troede, jeg nogen sinde skulle se igen. En ven som jeg faktisk håbede aldrig at skulle se igen …

Jeg stødte på “ham” i weekenden. Han dukkede pludselig op og overtalte mig om, at det var en god idé lige at tilbringe lidt tid sammen. Det føltes okay. Det føltes faktisk både rart, trygt og godt – nøjagtig som det ofte er, når man møder en god gammel ven, man ikke har set i lang tid.

Jeg tillod mig selv at lukke ham ind. Jeg tog imod hans smiger og faldt for hans forsikringer om tryghed. Han fik mig overbevist om, at alt var bedre med ham og igen kunne blive det, hvis jeg bare gav ham plads.

Lige så hurtigt han var kommet, ligeså hurtig var han væk igen. Og med det samme vidste jeg, at det var en kæmpe fejl at have lukket ham ind. Selvom det føltes rart at være sammen med ham igen, så er han IKKE én, der skal være i mit liv. Han er IKKE længere min ven – der var en grund til at jeg sagde farvel til ham i første omgang.

Han er ikke god for mig. Tværtimod. Han fylder mig med løgne, falske forhåbninger og blider mig ind, at han ved, hvad der er godt for mig.