Mangi

Ikke ret meget om mad, men meget om at spise – eller manglen på samme…

3-2-1: nu!

Jeg har lige hentet mig en kage  fra køkkenet fra kageklubben på mit arbejde. Nu står den foran mig på mit bord og passer sig selv. Den dufter af chokolade.  Den er pyntet fint. Den ser sådan set ret lækker ud. Men den er dum. Jeg har overhovedet ikke lyst til at spise den. Men det SKAL jeg, for det har jeg lavet en aftale med mig selv (og min psykolog) om.

Jeg har jo egentlig været med i kageklubben i lang tid. Jeg er bare ikke sådan rigtigt med. For jeg spiser aldrig kagen. Jeg bager, når det bliver min tur, og jeg synes det er hyggeligt at være med i fællesskabet – jeg er jo bare ikke sådan rigtig med.

Jeg har lavet nogle aftaler og sat mig nogle mål i samarbejde med min psykolog. Sidste gang snakkede vi om, at det hele står lidt stille, og det kan spiseforstyrrelsen faktisk rigtig godt lide. Den får nemlig lov til at bestemme en lille smule mere for hver dag og får mere og mere indflydelse for og på hvert måltid. Så selvom jeg synes, det går meget godt, fordi hverdagen bare kører, så er det ikke helt sådan det forholder sig …

Jeg har derfor sat ind ved at sætte mig nogle mål for at ændre på mit spisemønster og bevæge mig i nærheden af den rigtige retning igen. Det indebærer bl.a. at være rigtigt med i kageklubben på arbejde.

Men den står stadig foran mig. Kagen. Den dufter stadig. Den ser stadig både fin og indbydende ud. Men den er dum. Den er ikke min ven. Jeg har faktisk mest af alt bare lyst til at smide den ud. Det er nemt. Det er trygt. Men det er ikke godt.

3-2-1: nu!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *