Det er snart 14 år siden, jeg første gang fik professionel hjælp til at arbejde mod min spiseforstyrrelse. Siden dengang har jeg været hos rigtig mange forskellige behandlere, der alle har forsøgt – på hver deres måde – at give mig værktøjer, råd, teorier, begreber, og mange andre forskellige løsningsmuligheder og -forslag til at bekæmpe min ødelæggende fjende.
Jeg har lært noget af dem alle sammen. Jeg er blevet klogere på mig selv. Jeg er blevet klogere på verden. Men jeg er ikke blevet rask.
For nylig blev jeg spurgt om, hvordan jeg igennem de 14 år og mange forskellige typer af hjælp, havde bevæget mig hen imod det, jeg ønsker. Det spørgsmål har virkelig fået mig til at tænke.
Hvad er det, jeg ønsker? Hvor er det, jeg gerne vil hen? Hvad er mit mål?
Det er på en eller anden mærkelig måde lidt grænseoverskridende at bevæge mig hen mod et svar. Jeg får en lille klump i maven, når jeg begynder at tænker på det. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tror, det er fordi, jeg faktisk er rigtig usikker på, hvad svaret er.
Jeg ønsker at blive rask, ja – selvfølgelig. Men hvad betyder det? Jeg har levet med min spiseforstyrrelse i så mange år, at det faktisk er rigtigt svært at forestille sig et liv uden den.
Jeg er ikke blevet klogere på et konkret svar, selvom jeg faktisk har brugt rigtig meget tid på at tænke over det. Derfor vil jeg tage problemstillingen med til min psykolog, næste gang jeg skal snakke med ham. Forhåbentlig kan han hjælpe med at få mig sporet ind på et svar.
To be continued …
Leave a Reply