Der er en sort skygge i mit liv og mit sind, der nogle dage forstyrrer mig mere end andre. Af og til dukker den op og minder mig om, at jeg har det svært. Den ødelægger min glæde. Den overskygger mit overskud.
Det kommer uventet. Jeg er altid uforberedt. Jeg kan faktisk ikke helt forklare eller forstå, hvad der præcist sker. Men nogle dage sniger skyggen sig ind på mig og sortner mit sind. Den giver mig en følelse af modløshed, opgivenhed, dårlig samvittighed og skuffelse.
Nogle dage fungerer jeg ikke. Nogle dage griner jeg ikke. Nogle dage skal jeg kæmpe mere for at smile end andre. Nogle dage græder jeg. Nogle dage bliver det hele bare for meget, og jeg kan ikke rumme verden. Jeg kan ikke rumme at skulle være glad. Jeg kan ikke rumme at være til.
Dem, der kender mig rigtig godt, kan godt se på mig, at jeg har det svært. Selvom jeg forsøger at skjule det. Selvom jeg forsøger at udvise overskud. Jeg ved, at det går over. Jeg ved, at glæden vender tilbage og skyggen forsvinder. Men når den er der, har jeg det svært.