Jeg er sulten. Tit. Men det er ikke en ubehagelig ting. Det er ikke nogen ubehagelig følelse. Tvært imod. Jeg har det faktisk bedst, når jeg er lidt sulten.
Jeg bryder mig ikke om at være mæt. Det sker også meget sjældent, at jeg spiser mig propmæt. For det gør mig både nervøs, utryg og ubehagelig til mode.
En af de kloge har en gang sagt, at spiseforstyrrelser ikke handler om mad. At maden er et symptom. Der er der faktisk flere af de kloge, der siger … De siger også, at når man ikke spiser særlig meget, mærker man heller ikke sine følelser helt så intenst, som man ellers ville have gjort, hvis kroppen var fyldt op med næring.
Jeg bryder mig ikke om at være fyldt op af mad – og jeg bryder mig heller ikke specielt godt om at være fyldt op af følelser. Jeg kan bedst lide, når maven er tom – og jeg kan faktisk også bedst lide når følelserne er tomme.
Spørgsmålet er jo bare, hvorfor det er sådan??
Der er nok ingen, der synes det er specielt rart at være ked af det eller sur. Men jeg synes faktisk heller ikke altid at de gode følelser er rare. Jo, jeg kan godt lide at være glad – selvfølgelig kan jeg det! Men det er bare nemmere, kke at skulle forholde sig til følelserne. I hvert fald dem, der når yderpunkterne i følelsesregisteret. Jeg føler mig på “sikker grund”, når maven og følelserne er tomme.
Jeg har det bedst, når jeg er sulten.
Leave a Reply