Ja, så gør dog noget!
Hvem er det, der kommer og rusker i mig og får mig overbevist om, at der ikke er noget farligt ved mad? Hvem får banket ind i knolden på mig, at jeg ikke tager flere kilo på af at spise et ekstra stykke rugbrød til frokost? Hvem kan vende det forhold, at jeg holder igen med den gode mad og i stedet tanker op af det usunde?
Hvem giver mig troen på, at jeg en dag nok skal komme ud på den anden side og få vendt magtforholdet til spiseforstyrrelsen?
Hvis der var nogen, der forsøgte på noget af ovenstående, ville jeg end ikke lytte eller handle på deres velmenende råd, formaninger, alvorsord… Jeg kommer ingen vegne, hvis jeg ikke selv tager initiativet. Jeg gider heller ikke, at folk skal have medlidenhed med mig, for jeg er sgu ikke nogen stakkel. Jeg er et priviligeret menneske, der ikke har nogen grund til at beklage sig.
2 kg – come on. Sæt lige tingene lidt i perspektiv!
Jeg er et stædigt og selvstændigt menneske, der ikke er glad for at spørge andre folk om hjælp. Jeg ved godt, at der er ting, man ikke selv kan og skal klare. Men man bliver nødt til at starte med sig selv. Man = jeg bliver nødt til at tage det første skridt. Lige nu er det at give mig selv et spark.
Om det spark skal lede til at række ud efter en hjælpende hånd må tiden vise.
