Jeg kan godt. Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre. Jeg ved godt, hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan godt gøre det. Men jeg gør det ikke. Jeg tager ikke det næste skridt ud af spiseforstyrrelsen, selvom jeg har alle forudsætninger og muligheder for at gøre det samt redskaberne til det.
Jeg er bange for, at de alligevel havde en lille smule ret i Risskov, da de sagde, at jeg ikke var klar …
Forstå mig ret. Jeg ønsker ikke, at have en spiseforstyrrelse. Jeg ønsker ikke at være syg. Men problemet er nok bare, at jeg ikke rigtig synes jeg er syg. Ikke sådan rigtig syg i hvert fald. Jeg har det jo godt. Jeg lever et velfungerende liv med en fantastisk familie, et godt arbejde og skønne venner – og jeg er glad!
Okay, nogen gange får jeg lidt for lidt at spise. Jeg går måske også lidt for meget op i, hvor meget jeg vejer. Jeg spiser sjældent, hvad jeg sådan rigtigt har lyst til. Jeg synes det er svært, at spise ude og sammen med andre.
Jeg er godt klar over, at jeg ikke har et 100% sundt forhold til mad.
Men jeg lever med det. Jeg kommer igennem hver dag. Og langt de fleste dage har jeg faktisk en oplevelse af at have vundet. Jeg er glad! Derfor synes jeg, det er svært at skulle tage det næste skridt. Jeg ved godt, at jeg stadig har tunge problemer, og der er mange ting ved spiseforstyrrelsen, der ikke er gode for mig. Men jeg er helt vildt utryg over at skulle slippe taget (og kontrollen), fordi jeg frygter hvad der er på den anden side. Jeg har faktisk ikke rigtig lyst til at tage næste skridt.
Jeg har ikke lyst til at begynde at spise sovs. Jeg har det fint med at sige nej tak til kage. Jeg behøver ikke en dessert efter hovedretten. Og jeg har virkelig ikke lyst til at tage på!
Jeg nævnte det her overfor min psykolog, sidste gang vi talte sammen. Selvom det egentlig var lidt imod hans principper, så var han tilbøjelig til at give mig ret i, at jeg holder igen med at komme videre. Men det betyder heldigvis ikke, at han giver op på mig. Han mener jo, at det er spiseforstyrrelsen, der taler, når jeg siger sådan. Og det har han selvfølgelig ret i …
Jeg er pseudo-rask.
Så jeg giver ikke op. Sammen med min psykolog lægger jeg nye taktikker og slagplaner og kæmper videre mod spiseforstyrrelsen i forsøget på at snyde den og dens greb i mig.