Én af de ting, jeg arbejder med – både i forbindelse med samtalerne med min psykolog, men også efter råd fra min svigerinde (der er min “allierede” og inspiration, som selv har haft en spiseforstyrrelse og kommet ud på den anden side) – er, at overbevise mig selv om, at spiseforstyrrelsen ikke er mig.
Jeg kan næsten ikke længere huske en tid uden spiseforstyrrelsen. Derfor er den også blevet en så integreret del af mit liv, at jeg opfatter den, som en del af mig. Men jeg er ikke en spiseforstyrrelse. Jeg har en spiseforstyrrelse. Selvom de to sætninger umiddelbart lyder meget ens, betyder de noget vidt forskelligt. Især i min forståelse og i forbindelse med min vej ud af spiseforstyrrelsen.
Jeg skal have overbevist mig selv om, at jeg ikke er min spiseforstyrrelse.
Jeg ved godt, jeg faktisk tidligere selv har skrevet, at jeg er meget mere end min spiseforstyrrelse. Det er jeg også. Og det tror jeg også på. Men jeg skal helt derud og frem til, at jeg også tror på, at jeg slet ikke er min spiseforstyrrelse. At den er noget eksternt og udefrakommende, der generer mig og forsøger at tage magten over mig.
Det handler bl.a. om at jeg igen gør mig bevidst om mine handlinger og tanker. Min psykolog har også rådet mig til at finde en helt konkret fysisk ting, der er min spiseforstyrrelse, som jeg kan finde frem og lægge væk, som det passer mig. Det er mig, der skal have kontrollen over den – og ikke omvendt.