Jeg havde en underlig og ubehagelig oplevelse forrige i weekend. Min verden brød sammen. Som i helt og aldeles. Alt ramlede for mig, jeg mistede fuldstændig mit fodfæste, og jeg følte, jeg var ved at splintres i tusind stykker, uden mulighed for at holde fast eller sammen på mig selv.
Det var lørdag, hvor dagen var tæt pakket med mange planer, der dog var tilrettelagt, så det hele kunne nås uden alt for meget bøvl eller stress. Én enkelt ændring i dagsplanen fik hele min verden til at bryde sammen.
Jeg er normalt ikke ret god til spontane ting og uforudsete ændringer, men det her har jeg dog aldrig oplevet før. Det var en ændring, jeg ikke havde indflydelse på eller kunne gøre noget ved. Men dog en mindre én, der i det store billede og i dagsplanen ikke gjorde den store forskel. Kun i mit hoved – der væltede det alt!
Først blev jeg arrig og hidsig, hvilket jeg ikke normalt bliver – i hvert fald ikke i den grad, som det kom til udtryk her. Min krop sitrede og jeg brugte store ord og råbte ret højt. Det gør jeg altså virkelig sjældent.
Derefter blev jeg ked af det. Virkelig ked af det. Jeg smækkede med døren, gik for mig selv og brød så fuldstændig sammen. Satte mig på gulvet på badeværelset og græd. Og græd. Og græd. Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Det tog næsten en time før jeg kunne trække vejret normalt igen.
Jeg var træt resten af dagen. Helt udmattet. Jeg oplevede desværre ikke den der forløsning, som sådan en grædetur ellers kan give. Jeg blev forundret og lidt nedtrykt, og undrer mig egentlig stadig lidt over, hvorfor det kom så vidt og var så voldsomt.
Bægeret flød over. I så høj en grad, at det nærmest skabte oversvømmelse …
Leave a Reply