Septuagesima

Til dem, der ikke ved det, så er jeg i kirke hver søndag. Det er jeg ikke, fordi jeg er særlig kristen. Jeg er i kirke hver søndag for at synge. Det har jeg gjort (med små og store pauser i mellem) i snart 10 år.  Jeg får løn for det. Det er mit arbejde. Og jeg elsker det! 

Jeg er, som sagt, ikke speciel kristen. Jeg har ikke noget forhold til Gud. Men jeg har et forhold til kirkerummet. Og jeg har et forhold til kirkemusikken. 

Musik har altid haft en særlig betydning for mig. Kirkemusikken er ingen undtagelse. Jeg elsker lyden af et orgel. Jeg elsker at synge salmer. Ikke pga. det kristne budskab (og til tider formaning), men pga. melodierne og pga. det rum, salmerne synges i. 

I kirkerummet er der plads til alle. Det er okay at være dig, uanset hvem du er, hvordan du ser ud, hvad du laver, hvordan du tænker, hvad der sker i dit liv – uanset hvad du kæmper med. Det bliver ikke stillet krav til dig. Ingen dømmer dig. Der er ro. Der er fred. Der er musik.

I søndags var det søndag septuagesima. (Er det ikke et sejt ord?) Selvom vi egentlig plejer at sidde oppe bagved orgelet og drikke kaffe, mens præsten prædiker, hørte jeg alligevel noget af hendes tale:

“Det er tid til at vågne. Vores kærlighed har slumret længe nok. Vores liv har slumret længe nok. Der er nogen, der har brug for os. Vi har brug for os selv. Vi har brug for at have det godt. Tro ikke småt om dig selv. Du fortjener mere”…

Jeg er ikke helt skarp på, i hvilken sammenhæng budskabet kom (jeg hører som sagt ikke så intenst efter hele tiden). Men lige netop den bid ramte mig og satte sit fast i mit hoved, som var det et afsnit, der var skrevet direkte til mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *