Jeg sagde nej!

Jeg sagde nej til min spiseforstyrrelse i går. Højt og tydeligt faktisk. Nærmest også med fagter, som for lige at gøre det helt tydeligt. Og det var først bagefter, det gik op for mig, hvad der var sket.

Det var omkring et måltid, der ligesom alle andre måltider, blev overvejet frem og tilbage og for imod. Hvor jeg flere gange sagde mig selv imod og faktisk prøvede at overbevise mig selv om, at gøre det rigtige og vælge det, der er godt for mig. Da jeg, som så mange gange før, endte med at have taget det forkerte valg og fulgt spiseforstyrrelsens vilje, skete der noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg sagde nej! Jeg gad simpelthen ikke den dårlige samvittighed, skyldfølelsen, skammen og frustrationerne, så jeg sagde nej.

Først nogle minutter efter gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg trådte i karakter, og sagde spiseforstyrrelsen imod. Jeg sagde nej!
Jeg gider dig ikke.
Du skal ikke forstyrre mig.
Du skal ikke spilde min tid.
Jeg orker ikke at bruge kræfter på dig.

Det var fedt! En kæmpe succesoplevelse. Sidder tilbage med en ukendt følelse, som jeg forsøger at holde fast i med alle mine kræfter. Den skal bruges igen, og den skal hjælpe mig videre og op fra det dybe hul, jeg efterhånden har fået gravet mig ned i.