Jeg synes, det er svært at tage imod hjælp. Og jeg synes, det er endnu mere svært at bede om hjælp. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg vil ikke fremstå svag. Jeg kan jo selv. Jeg har styr på det. For det skal man have.
Jeg forestiller mig tit en masse ting, jeg tror, der forventes af mig. Jeg forestiller mig også tit en masse tanker, jeg tror, folk har om mig. Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad jeg selv har lyst til og følge det. Men jeg synes stadig nogen gange, det er rigtig svært at leve op til de forventninger og tanker, jeg tror, der er til mig. Og sådan set også til de forventninger, jeg har til mig selv. Jeg synes jo også, jeg skal have styr på det hele og være sød og rar og klog og have overskud til det hele.
Nogen gange må jeg bare krybe til korset og lade facaden krakellere. Jeg kan ikke alting. Jeg kan fx ikke komme ud af den onde cirkel, jeg startede sidste uge spisemæssigt. Så nu har jeg bedt om hjælp.
Jeg har bedt om hjælp der, hvor det er tryggest. Hos ham, der kender mig bedst, og alligevel elsker mig ubetinget. Og han er glad for at hjælpe. Jeg synes, det er enormt svært og grænseoverskridende at vise den svaghed, jeg synes det er at bede om hjælp. Måske er det fordi, jeg er bange for, at han synes mindre om mig, når jeg ikke kan klare det selv. Jeg vil gerne fremstå stærk i hans øjne. Men han bliver kun glad, når han får lov til at hjælpe. Og for nylig læste jeg hos en veninde, at det også er kærlighed at tage imod hjælp. Så det gør jeg nu. For jeg elsker også ham.
