Mangi

Ikke ret meget om mad, men meget om at spise – eller manglen på samme…

Det handler ikke om mad…

Tak for hjælpen. Tak fordi, du prøver.
Og undskyld, at jeg ikke tager imod…

Jeg prøvede. Jeg troede, jeg kunne. Jeg havde en naiv idé om, at Peter og jeg sammen kunne komme med løsningen, der kunne sætte skub i den positive udvikling, der ville få mig til at spise mere normalt og lægge spiseforstyrrelsen på is. Utopi.

For det handler jo ikke om mad. Jeg hverken kan eller vil lægge ansvaret fra mig i forhold til at spise, for det er jo her spiseforstyrrelsen kommer til udtryk og fylder. Men det hjælper ikke at sætte regler for hvor meget/lidt, jeg skal spise, at følge planer, der specifikt beskriver, hvilken mad, jeg skal indtage. Det hjælper ikke at veje min mad, eller at få Peter til at “holde øje” med at jeg følger alle de her tiltag. Jeg har prøvet!

For det handler jo ikke om mad. Jeg holder stædigt fast i, at det “bare” er det, jeg skal skal have styr på for at komme videre – også selvom jeg jo egentlig godt ved, og altid fortæller andre, at det ikke handler om mad. Nu er det bare lige så stille og langsomt ved at gå op for mig, at det også gælder for mig.

Det gør mig bare utryg og urolig, for så ved jeg jo godt, hvad næste skridt skal være. Og det er grænseoverskridende. Det et trygt at bede om hjælp hos ham, der kender mig bedst og stadig elsker mig. Men han kan ikke fortælle mig, HVORFOR jeg ikke spiser, som der er godt for mig. Han kan ikke vide, HVORFOR jeg holder fast i den spiseforstyrrelse, der er så skadende for mig.

Det er der nok i virkeligheden ikke andre end mig selv, der kan. Men jeg skal have hjælp til at finde ud af det og arbejde med det.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *