Hvordan siger man det…?

Hvordan siger man til sin psykolog, at man ikke synes, hans hjælp hjælper? Hvordan siger man det til sig selv?

Jeg kan egentlig godt lide at komme hos min psykolog. Vi får vendt nogle forskellige emner hver gang, og vi prøver nogle forskellige tiltag. Jeg føler mig altid motiveret til at arbejde, når jeg har været der. Men der går ikke ret lang tid, før det hele falder til jorden igen, og jeg har “glemt”, hvad vi har snakket om. Eller også synes jeg ikke, tiltagene er brugbare eller ladesiggørlige i hverdagen. Jeg synes ikke, jeg kommer videre. Jeg rykker mig ikke i den rigtige retning.

Jeg ved godt, at det er min egen skyld. Det er mig, der holder tilbage. Det er mig, der ikke får rykket på de ting, der kunne gøre en forskel. Men jeg gør det ikke med vilje. Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal ændre på det. Men jeg synes ikke, min psykolog hjælper mig med at finde en løsning på det.

Det kan godt være, at det ville hjælpe, hvis jeg var lidt mere konkret. Hvis jeg stillede lidt flere krav til vores samtaler. Hvis jeg tog noget mere initiativ i stedet for at lade min psykolog lede samtalerne. Det prøver jeg nu også på nogen gange. Nogen gange er jeg meget forberedt og kommer med noget konkret, jeg gerne vil snakke om og have hjælp til at rykke på. Men jeg synes ikke rigtig, det lykkes. Jeg ved ikke, hvordan eller hvad jeg skal gøre. Men er det ikke også det, jeg har brug for hjælp til at finde ud af?

Hvordan siger man det til sin psykolog? Hvordan siger man, at man ikke synes, han hjælp hjælper?
Og hvordan siger man det til sig selv? Hvordan accepterer man, at man igen skal ud at lede  efter hjælp?… HVORFOR er det så svært?