Jeg har lavet en aftale med mig selv (og min psykolog), om at jeg ikke skal veje mig hver dag. Som jeg ellers har gjort i en lang periode. Jeg får intet ud af, at få smidt et dumt talt i hovedet hver morgen – kun en masse frustrationer. I modsætning giver det faktisk en frihed ikke at være så fokuseret på et dumt tal hele tiden. Alligevel kan jeg ikke, i hvert fald en gang i mellem, lade være med liiige at se, hvordan det står til.
Nogle gange tror jeg, at vægten lyver for mig.
Lige nu er jeg inde i en periode, hvor det er svært at spise. Derfor stoler jeg heller ikke på vægten, når den siger, at jeg ikke har tabt mig. Men samtidig stoler jeg faktisk heller ikke på den efter nogle dumme dag, hvor jeg føler mig stor og tung, når den siger, jeg ikke har taget på.
Jeg er altid nervøs ved at stille mig op på vægten. Og det er tåbeligt, at det er et tal på en vægt, der skal bestemme, hvordan jeg har det. Et dumt tal, der dømmer mig, stresser mig og frustrerer mig.
Der er virkelig meget ved den her sygdom, der ikke giver mening.
Leave a Reply