Sommeren er gået på hæld. Vi går en mørk og regnfuld tid i møde. Efteråret er på vej. Det bliver koldere og man skulle måske tro, at det kunne sætte nogle grå tanker i gang – men jeg er glad.

Jeg kan mærke et overskud, jeg ikke altid har. Jeg glæder mig over små ting og kan holde fokus på smil, komplimenter, stolthed og andre ting, der gør mig i godt humør. Jeg lader mig ikke slå ud af små, ligegyldige ting eller kommentarer. Jeg bekymrer mig ikke unødigt om det med maden. Jeg har det godt.

Jeg ved ikke, hvad der har ændret sig. Det er ikke fordi, jeg spiser mere eller anderledes, end jeg plejer. Spiseforstyrrelsen i sig selv har ikke ændret sig. Den er stadig ligeså insisterende, irriterende, tryg og urørlig som altid. Men min sindstilstand har ændret sig, og det føles godt.

Jeg har (selvfølgelig) stadig dage, hvor det hele ramler og jeg ikke kan overskue noget. Men jeg har langt flere gode dage, hvor der er smil på læben og overskud.

I stedet for at begynde at filosofere og spekulere over, hvad det skyldes, har jeg egentlig tænkt mig bare at være i det. Bare at lade mig flyde med og se, hvor jeg ender.