En speciel sang

Hvornår holder drømmene op?
Hvornår blir’ der ro i min krop?
Hvornår blir’ der fred i mit sind?
Hvornår finder livsglæden ind?

Hvem vælger de valg, som jeg får?
Hvem vælger de fejl, jeg begår?
Hvem vælger, hvor meget jeg når?
Og om jeg blir’ hundrede år?

Jeg ønsker slet intet, alligevel ønsker jeg alt.
For drømmene står printet med flammeskrift overalt.

Hvad styrer et menneskeliv, et underligt Guds-tidsfordriv?
Med snore i arme og ben, det går over stok og sten.

Hvis drømmen blir’ virkelighed …
Hvorfor gir’ det så ikke fred?
Hvorfor skal jeg drømme om mer’?
Hvorfor får jeg nye ideer?

Når livet er levet og hjertet holdt op med at slå.
Når sidste vers er skrevet, er drømmene blevet små.

Ovenstående er en tekst skrevet af en af mine bekendte, Marianne Seeberg og Verner Larsen har lavet den smukkeste melodi til. Jeg synger sammen med både tekstforfatteren og komponisten, og netop ovenstående sats har sat sig i mig. Både tekst og musik rammer mig – jeg kan relatere til ordene og tankerne i teksten, og musikken er bare dejlig.

Jeg læser en higen efter at finde ro i teksten. Jeg hører en undren over, hvorfor vi (jeg) vælger at gøre de ting, jeg gør. Jeg tænker på, hvad der fører mig gennem livet? Hvordan er jeg kommet til lige netop her, hvor jeg er i mit liv?

Jeg læser også et håb i sangen og en opfordring til at kæmpe. “Når sidste vers er skrevet, er drømmene blevet små”. Jeg skriver versene i mit eget liv, og det skal (burde) være en historie, hvor mine drømme bliver udlevet og jeg lever det bedste liv, jeg kan. Det handler ikke om at stræbe efter det perfekte, men netop at skrive sig en livshistorie, der gør en glad. Når sidste vers er skrevet, vil jeg se tilbage på et levet liv!

PS: Vi synger sangen til en koncert søndag den 8. oktober i Horsens…