Ingen hjælp at hente…

I sidste uge fik jeg en besked, der slog mig ud. Uden at gå i detaljer om, hvad det handlede om, så gjorde beskeden mig så ked af det, at jeg havde svært ved at rumme situationen. Jeg græd, fik ondt i maven og uro i kroppen – jeg kunne slet ikke finde ud af at være i det.

Det var ikke noget alvorligt, men det var alligevel noget, der betød noget for mig, hvorfor jeg også reagerede, som jeg gjorde.

Jeg tyede straks til spiseforstyrrelsen. Jeg søgte trøst og støtte hos min gamle ven, der har hjulpet mig før. Jeg kunne ikke rumme de ubehagelige følelser, og forsøgte at få dem til at gå væk ved at søge omsorg i spiseforstyrrelsen.

Jeg var meget bevidst om mine handlinger. Jeg var fuldt ud klar over mine valg; hvad jeg gjorde og hvorfor. Det hjalp bare ikke! Jeg fik hverken støtte, trøst eller omsorg fra spiseforstyrrelsen. Den fjernede ikke de ubehagelige følelser. Den gav mig ikke, det jeg havde brug for. Tværtimod gjorde den næsten bare tingene værre, fordi jeg oven i alle de ubehagelige følelser fik dårlig samvittighed over at have valgt spiseforstyrrelsen.

Jeg undrer mig over, at der absolut ingen hjælp var at hente. Hvad har gjort? Hvad har ændret sig? Hvorfor fik jeg ikke den omsorg, jeg søgte?

Jeg havde en fornemmelse af at være fanget i min egen krop, og et ønske om at kunne skrælle huden af mig selv, for at slippe fri. Det var ubehageligt og føltes nærmest ulideligt. Det var som sagt ikke nogen alvorlig situation, og jeg kom (selvfølgelig) også på den anden side. Jeg kom igennem det og klarede det på egen hånd, uden hjælp fra spiseforstyrrelsen.

Næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg forsøge at søge støtte, omsorg og trøst hos mine nærmeste. Dem, der i virkeligheden holder af mig og vil mig det godt – i modsætning til spiseforstyrrelsen.