Jeg har ikke selv valgt at få en spiseforstyrrelse. Jeg har heller ikke selv valgt at beholde den. Eller har jeg…?
En del af mig holder så stædigt fast i spiseforstyrrelsen, at den vinder enhver kamp mod den del af mig, der gerne vil af med spiseforstyrrelsen. Nej, det var ikke mit valg at få en spiseforstyrrelse, men hvorfor vælger jeg ikke bare at skrotte den så? Den er tydeligvis ikke god for mig. Jeg er fuldt ud opmærksom på alle de dårlige mønstre, tanker og handlinger den giver mig.
Hvis det bare handlede om at tage et valg og sige: nu vil jeg ikke have en spiseforstyrrelse længere, havde jeg selvsagt gjort det. Det er desværre ikke så simpelt.
Spiseforstyrrelsen er en del af mig. Den er ikke min identitet og den skal heller ikke have lov til at fylde alt i min hverdag og i mine handlinger, men den er en del af mig. Og det bliver den ved med at være. På den måde kan man godt sige, at jeg selv har valgt spiseforstyrrelsen til. Men på nuværende tidspunkt er det ikke uden frustrationer, nederlag og kamp.
Jeg vælger at kæmpe mod spiseforstyrrelsen.
Jeg vælger at fortælle om min spiseforstyrrelse.
Jeg vælger at acceptere min spiseforstyrrelse.
