Jeg tænker meget lige for tiden. Jeg tænker mange tanker om alt muligt. Både ligegyldige ting, der dog kan fylde ligeså meget som de store ting om vigtige beslutninger, fremtiden og livet lige nu.

Jeg handler ikke på de store tanker – endnu. Men jeg tænker. Og jeg vender og drejer for og imod det ene og det andet. Der sker rigtig meget i mit hoved lige for tiden.

Det er blandt andet gået op for mig, at jeg er bange for mine følelser. Ikke kun de negative følelser. Eller måske er bange ikke det rigtige ord, for jeg er fx ikke bange for at mærke kærligheden fra mine børn eller give den retur. Det er faktisk noget af det bedste, jeg ved. Men jeg kan faktisk ikke altid lige finde ud af at omfavne kærligheden fra min mand. Jeg kan heller ikke altid finde ud af at være glad. Eller stolt (af mig selv).

Det betyder ikke, at jeg aldrig føler disse gode følelser. Jeg er glad. Og jeg elsker, at min mand elsker mig! Jeg er også nogen gange stolt af mig selv (mest af mine børn). Men jeg er blevet rigtig god til at lukke af for mine følelser – gode som dårlige. Lukke låg på dem og ikke give dem opmærksomhed eller plads.

I går kunne jeg mærke, at det føltes forkert. Jeg tyede til spiseforstyrrelsen på et tidspunkt, hvor jeg kunne/burde have reageret på mine følelser. Jeg var irriteret over en eller anden (ligegyldig) detalje, og i stedet for at anerkende mine følelser og handle på dem, gjorde jeg det, jeg var vant til og lukkede mig inde i spiseforstyrrelsen. Det var første gang, jeg opdagede det. At jeg blev bevidst om, hvad det var, der skete.

Og det gav anledning til endnu flere tanker…

For hvorfor er det, at de følelser er så farlige? Dengang jeg oplevede hhv. dødsfald og overgreb, da det hele startede, havde jeg så store, komplekse og vanskelige følelser, at jeg ikke kunne rumme dem. Jeg kunne ikke finde ud af mine følelser, og derfor lagde jeg låg på dem og tillod dem slet ikke at være der. Spiseforstyrrelsen hjalp mig med det, og den har vokset sig større og fået lov til at stjæle mine følelser lige siden.

Ikke dem alle sammen. I hvert fald ikke de gode. For jeg kan godt glæde mig over de gode ting i mit liv. Og jeg kan nu også sagtens være ked af det. Men når tingene bliver lidt komplekse, lidt flyvske, lidt for store og lidt farlige – så træder spiseforstyrrelsen ind og hjælper mig af med de følelser, der kommer.

Jeg tænker meget lige for tiden. Jeg tror, det er godt. Jeg synes i hvert fald, at jeg kan mærke, at der sker noget i mig. Indtil videre kan det godt være, det kun er i mit hoved, men et sted skal man jo starte.