Er jeg den eneste, der bruger unødig meget tid på at bekymre mig, om det gør jeg gør og siger er godt nok? Om det er forkert? Om andre omfatter det på end anden måde end ment? Om andre netop derfor synes mindre om mig?
Jeg oplever tit, at jeg glæder mig over ting. (Og heldigvis for det.) Jeg bliver stolt, når jeg er lykkedes med en kompleks sag på arbejde. Jeg elsker, når jeg har succes med at slappe af og hygge mig med venner eller kolleger. Men ligeså hurtigt glæden indfinder sig, ligeså snart får mine tanker frit løb, og så ødelægger jeg glæden for mig selv. “Jeg kunne godt have gjort det lidt bedre på arbejde”. “Jeg fik sikkert sagt eller gjort noget dumt, der fik mine venner eller kolleger til at tænke mindre om mig”.
Det kan godt være, det hænger sammen med, at jeg tænker (for) meget over tingene. At jeg hele tiden har antennerne ude og ikke kan lukke af for følelser, stemninger og tanker. At jeg lægger (for) meget i ord og handlinger, og tager dem til mig, selvom de ikke var ment til mig – eller i hvert fald ikke nødvendigvis på en negativ måde.
Hvor er det ærgerligt!
Det er utroligt ressourcekrævende – og ikke mindst spild af tid! Hvor er det ærgerligt, at jeg ikke stoler nok på mig selv til at give slip. At jeg ikke stoler nok på mig selv til at være sikker på, at det jeg gør og siger er godt nok. At jeg ikke stoler på, at jeg er god nok …