Forkert

Jeg er introvert. Det er ingen hemmelighed. Jeg tanker ny energi ved at være alene med ro omkring mig. Jeg har brug for at være alene. Jeg bliver urolig, utryg, frustreret og ked af det, hvis jeg ikke en gang i mellem får ro og tid til at være alene. Uden at skulle snakke med folk. Uden at skulle forholde mig til en masse indtryk.

Jeg er også det, man i fagsprog kalder særlig sensitiv. Jeg bearbejder indtryk dybere og reflekterer mere over små ting og nuancer end mange andre. Jeg kan blive mere følelsesmæssigt påvirket af situationer, og jeg kan lettere og hurtigere blive overvældet og ude af balance.

Det kommer nogen gange til udtryk og bliver synligt for andre i sociale sammenhænge. Når jeg er træt, ikke har fået tanket ny energ og mangler overskud. Eller når jeg er (særligt) usikker på mig selv og føler mig ude af min comfortzone. For at tackle alle indtryk, trækker jeg mig ofte lidt ind i mig selv. Jeg sidder og lytter, smiler og følger med (i alle samtaler, udtryk, stemninger og situationer i rummet) med alle antenner ude, fordi jeg ikke kan slukke for dem.

Jeg føler mig forkert og anderledes. Jeg føler mig misforstået, fordi jeg virker uinteresseret eller sur, når jeg sidder og prøver at samle mine tanker, indtryk og følelser.
Det er en kamp, og det er faktisk rigtig trættende – og belastende.

(Det er endnu værre, hvis der også er mad på bordet, jeg skal forholde mig til …)

Jeg har altid troet, at det var mig, der var forkert. Det må være mig, der er noget galt med. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af, være mig selv og hygge mig? Hvorfor kan jeg ikke bare slippe kontrollen og lade være med at tænke så meget over tingene? Det må være mig, der overreagerer. Det er mig, der mistolker ting og lægger mere i dem, end der er. Det er mig, der bekymrer mig for meget.

 Men gør det mig egentlig forkert?

Min sensitivitet gør mig også i stand til at holde af andre mennesker på den måde jeg gør. Det er den samme egenskab, der får mig til at gøre mig umage for at andre skal have det godt. Det er den egenskab, der får mig til at gøre alt for at mindske ubehag og dårlig stemning omkring mig. Det er den egenskab, der gør mig omsorgsfuld og empatisk.

Uanset hvad, er det sådan jeg er. Måske skulle jeg selv starte med at acceptere, at det er sådan det er. At det er sådan, jeg er. Måske skulle jeg lade være med at se på det som noget forkert.