Jeg blev i går “konfronteret” med min blog. En af mine nye venner sagde i middagspausen, at hun havde set min blog, og at hun synes, det var kæmpe stort.
Indvendig gik jeg lige lidt i panik. Jeg var slet ikke forberedt på, at min dæmon skulle komme op lige der, så jeg fik fremstammet nogle u(be)tydelige kommentarer og fik så ellers hurtigt ledt samtalen over på et andet emne.
Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde grebet bolden og åbnet op. Jeg vil faktisk rigtig gerne snakke om min spiseforstyrrelse og være åben omkring det. Det er jo netop også derfor, jeg er begyndt at skrive den her blog. Og jeg vil også rigtig gerne imødekomme den interesse folk viser mig. Men når chancen byder sig, bliver jeg nervøs og får noget der ligner præstationsangst med uro i kroppen og svedige håndflader – fordi jeg er bange for at folk får et forkert billede af mig.
Jeg er bange for at fremstå svag. Jeg er bange for at folk skal synes, jeg ikke har styr på tingene. Jeg er også bange for, at folk får medlidenhed med mig og vil se ned på mig.
Det kan godt være, at jeg ikke har styr på det med at spise. Men jeg kæmper for det. Og jeg fungerer faktisk som et helt almindeligt menneske i hverdagen. Ja, jeg har en spiseforstyrrelse – den er en del af mit liv, og vil måske altid være det, men jeg er så meget mere end min spiseforstyrrelse.
Tak for den interesse I viser mig. I må meget gerne hjælpe mig med at være bedre til at tale om min spiseforstyrrelse – også væk fra skærmen. Jeg har engang fået at vide, at det er nemmere at bekæmpe sine dæmoner, hvis man fortæller om dem.
