Har du haft en god jul?

Det er spørgsmål, jeg frygter en lille smule at blive stillet. For det sande svar ville være: “Nej, ikke rigtigt”… men det er der ikke nogen, der har lyst til at høre.

Der er ikke nogen, der har lyst til at høre, at jeg faktisk har haft det rigtig svært i julen. At jeg har brugt rigtig mange kræfter på at bekymre mig, på at spekulere, på at føle mig forkert, på at kæmpe.

Spiseforstyrrelsen har fyldt alt for meget denne jul. Jeg har haft enormt svært ved at slippe alle tankerne. Jeg havde egentlig indstillet mig på bare at følge med spiseforstyrrelsen uden at få dårlig samvittighed over ikke at spise, fordi jeg ikke gad bruge julen på at kæmpe imod. Men jeg har ikke kunnet slippe tankerne. Jeg har følt mig helt forkert, utilpas og udenfor omkring spisebordet.

Det gør mig simpelthen så ked af det, at spiseforstyrrelsen har fået lov til at fylde så meget. At den har haft så stor, negativ indflydelse på min jul. Det gør mig ked af det, at jeg ikke har kunnet være til stede og bare hygget mig med min familie. Det gør mig ked af det, at jeg har set mig nødsaget til at sætte en facade op, som jeg alligevel flere gange ikke har kunnet opretholde.

Kære familie. Jeg er ked af, at jeg virker sur, irriteret og uoplagt. Jeg er ked af, at jeg er besværlig. Jeg er ked af, at jeg er forkert.
Jeg kæmper. Jeg bruger alle mine kræfter på ikke at knække og bryde sammen.

Der har selvfølgelig også været gode stunder og oplevelser. Det har ikke været træls alt sammen – tiden væk fra spisebordet har jeg nydt. Jeg har nydt at være sammen med mine børn og opleve deres forventning og se deres glæde. Jeg har suget deres ubetingede kærlighed til mig og holdt fast i den med alle kræfter (dem der var tilbage).

Lige så ked af det jeg har været i julen, lige så sur bliver jeg her bagefter. Det skal fandme være løgn! Jeg nægter at stå model til én jul mere, hvor spiseforstyrrelsen får lov til at bestemme. Jeg nægter at give så meget plads til bekymringer, så jeg ikke kan slappe af og nyde nuet og julen.