Fortiden spøger

Sidste gang jeg var til psykolog snakkede vi om det overgreb, jeg var udsat for for efterhånden mange år siden. Det er noget, jeg har snakket om før og bearbejdet på forskellige måder, men min psykolog tog det op, fordi han mente, at der godt stadig kunne være nogle følelser i det, der ligger og ulmer.

Vi gennemgik “forløbet” 3 gange. Første gang som en politiafhøring udelukkende med fakta omkring, hvad der skete. Anden gang skulle jeg genfortælle, hvad der skete med fokus på, hvad jeg tænkte. Den sidste gang skulle følelserne hives frem og beskrives ind i fortællingen. Da jeg havde været igennem oplevelsen alle 3 gange, spurgte min psykolog mig om det var slemt, hvilket jeg sagde nej til.

Men efterfølgende er jeg faktisk kommet til at tænke lidt nærmere over det, og jo – det var faktisk slemt. Det var vildt ubehageligt at gennemgå oplevelsen igen. Hele min krop sitrede, jeg blev urolig og fik en ubehagelig fornemmelse, jeg bare ville væk fra. Ligesom hele oplevelsen.

Jeg troede egentlig, jeg var kommet videre og havde lagt det bag mig. Men jeg kan stadig ikke tænke på det, uden at have fornemmelsen af at ville væk. Jeg kan heller ikke lade være med at få den tanke, at det måske kunne være undgået, hvis jeg havde gjort noget anderledes. Hvis jeg havde sagt nej på en anden måde. Hvis jeg havde ladet være med at tage med ham hjem. Hvis jeg havde tænkt mig ordenligt om. Hvis, hvis, hvis…

Jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Men min psykolog har nok ret i, at der stadig ligger nogle uafklarede følelser og ulmer omkring oplevelsen. Han foreslog, at jeg prøvede at omskrive fortællingen og vende situationen. Fjerne al skyld i historien og få mig til at fremstå som “helten”, der kommer ud på den anden side stærkere og bedre. Jeg ved ikke helt, hvordan man gør – men vil give det et forsøg.