Jeg er begyndt at følge en blog by Louise L, som også skriver om at leve med en insisterende spiseforstyrrelse. Hun er dog kommet ud på den anden side; hun har kæmpet sig igennem og er lykkedes med at slippe ud, og hun inspirerer mig med beskrivelser af nogle af hendes kampe.
For nylig skrev hun om et tilbagefald, der fik hende til at overveje, hvorfor hun overhovedet vil være rask. “For mange virker det måske åbenlyst, men hvis man i mange år har været fanget i det samme tankemønster og den samme rutine – hvilket en spiseforstyrrelse jo på mange måder er – ja så kan det godt være nødvendigt at minde sig selv om, hvorfor man i første omgang valgte den fra.”
Jeg kan godt sætte mig ind i tankegangen med, at skulle sætte fokus på, hvorfor man vælger spiseforstyrrelsen fra. Lige nu kæmper jeg netop med at overbevise mig selv om, at det er det jeg skal. Det er ikke fordi, jeg ikke vil være rask – for det vil jeg. Men jeg skal overbevise mig om, at jeg (HELT) skal slippe noget, der giver mig en tryghed og omsorg, jeg nødig vil af med. Og det kan jeg godt forstå, er svært for andre at forstå, når det handler om en spiseforstyrrelse, der samtidig er så ødelæggende og på ingen måde god for mig.
by Louise L havde lavet en liste med ting, der giver hende grund til at kæmpe mod spiseforstyrrelsen – sådan en liste arbejder jeg også på:
- Jeg vil have overskud til mine børn og være en god rollemodel for dem, så de ikke får et usundt og ødelæggende forhold til mad.
- Jeg vil have lov til at bestemme over mit eget liv.
- Jeg ønsker at være til stede, når jeg er sammen med min familie, venner og kolleger, og gider ikke spilde tid og kræfter på at bekymre mig om mad og vægt.
- Jeg vil være rask for min familie og ikke være grund til bekymring.
Jeg tror, der kommer flere punkter på løbende. Det betyder faktisk meget for mig at vinde det her kamp. Jeg vil lykkes og kunne sige, at jeg har vundet kampen over en spiseforstyrrelse. Jeg vil have den sejr!
Leave a Reply