“There’s a crack in everything, that’s how the light gets in.” Leonard Cohen.
For nogle uger havde jeg et mindre gennembrud i forhold til min selvopfattelse og mit selvværd. Jeg mærkede – helt ind i mine celler – at jeg er værdifuld! At jeg er lige den, jeg skal være. At jeg betyder noget. At jeg fortjener at have det godt.
Det er et kæmpe fremskridt for mig og i min proces. Og det lyder måske mærkeligt, for jeg har naturligvis dejlige mennesker omkring mig, der gennem hele mit liv har prøvet at overbevise mig om netop det. Men jeg har ikke kunnet mærke det indefra. Jeg har i utallige år ikke kunne mærke kærligheden til mig selv. Jeg har i stedet prøvet at tilpasse mig. Jeg har brugt enormt meget tid på at prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle opføre mig, tænke og tale og ikke mindst se ud, for at folk omkring mig skulle kunne lide mig.
Men for nogle uger siden, kunne jeg – måske for første gang efter jeg er blevet voksen – mærke kærligheden til mig selv.
Derfor blev jeg ekstremt ked af det, frustreret og uforstående over mit pludselige skifte i mit humør den sidste uges tid. Som jeg skrev her, havde jeg lyst til at forsvinde. Jeg blev sur på mig selv over, at jeg igen ikke kunne finde ud af at fastholde de gode vaner, den gode retning og fremskridt.
Men jeg tror, jeg har misfortolket mine følelser. Jeg tror i virkeligheden, at jeg går rundt med en følelse af overvældethed. Jeg begynder at lukke nogle nye følelser ind, som er ukendte og som jeg derfor forveksler med noget dårligt.
Men jeg tror, jeg har fundet min revne. Jeg tror, jeg har knækket hul på den hårde skal, der har været mit skjold i så mange år. Det føles lidt farligt og utrygt. Men jeg vil forsøge at være åben, imødekommende og have tillid og tålmodig til processen.
Lyset begynder at skinne ind.
