Jeg oplever af og til en uro og en følelse af ensomhed. Det bunder i en fornemmelse af, at jeg er uinteressant. At mit selskab ikke bidrager til noget af værdi. At folk har det sjovere, hvis jeg ikke er der. Jeg ved inderst inde godt, at det ikke er sandheden. Jeg har så mange dejlige, omsorgsfulde og skønne mennesker i mit liv, der gerne vil mig, er der for mig, lytter til mig og holder af mig. Men jeg har i nogle perioder svært ved at tro på deres omsorg og kærlighed, og det har gjort at jeg har trukket mig fra sociale sammenhænge og situationer og derfor har følt mig lidt ensom.
Nogle gange når jeg er sammen med venner, kolleger og familie, kræver det enormt meget af mig, fordi jeg føler jeg skal præstere og være ekstra sød, sjov og glad – og det dræner mig. Jeg bruger mange kræfter på at “være på” og på at bekymre mig over, hvad jeg tror, andre forventer af mig. Det gør, at jeg af og til trækker mig fra det sociale, både fordi jeg fysisk er træt, men også fordi jeg får mig selv overbevist om, at det ikke gør noget, at jeg ikke er der. Der ikke er nogen der kommer til at savne eller mangle mig og mit selskab.
Det er frustrerende! For jeg burde vide bedre. Jeg burde vide og tro på, at jeg er noget værd og har betydning for andre. Jeg burde vide, at jeg kan være mig selv over for de mennesker, jeg holder af. Men jeg kan alligevel ikke altid slippe den uro og usikkerhed, der bor inde i mig. Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om jeg er god nok – selvom jeg egentlig troede at jeg havde fået mig selv overbevist om, at det er jeg!
Tankerne fylder mere eller mindre ubevidst i mit hoved, og når jeg “kommer til” at dyrke dem og give dem magt, så er det at jeg lukker mig inde og trækker mig fra sociale sammenhænge, hvilket bliver medvirkende til at jeg føler mig ensom. Det er en ond spiral, som kun kan brydes ved at jeg gør mig bevidst om fakta: Jeg har en plads! Jeg må godt være her. Jeg må godt fylde. Jeg er lige præcis den, jeg skal være.