Jeg er blevet enormt meget klogere på mig selv det sidste stykke tid (sammen med min pyskolog). Jeg har lært rigtig meget om, hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvorfor det er så svært at slippe trygheden i spiseforstyrrelsen. Jeg har lært at forstå, hvad der styrer mine følelser og mine handlinger.
Det ligger der rigtig mange samtaler, rigtig meget tid, mange tårer og til tider lidt grænseoverskridende erkendelser bag. Det er hårdt at grave i noget, der kradser. Det gør ondt. Men der er kommet noget rigtig godt ud af det. Jeg bliver så klog! Jeg har været og er stadig igennem en (lang) proces, der ligeså stille får lov til at udvikle sig – og udvikle mig i den rigtige retning.
At jeg er blevet klogere, er dog ikke det samme som at jeg nu bare har helt styr på det og kan “kontrollere” det. Jeg falder stadig ofte tilbage og lader mig lede af mine følelser og de kendte usunde mønstre og vaner. Men jeg kender nu grunden til hvorfor jeg gør det. Og det gør det på en eller anden måde lidt mere acceptabelt. Jeg slår ikke mig selv i hovedet helt så ofte længere.
Jeg har lært at se det hele fra et større perspektiv. Jeg har prøvet en masse forskellige ting i løbet af processen, og fået mig nogle erfaring, der har givet mig troen på, at jeg kan! Og at det ofte faktisk slet ikke er så svært, når man bare gør det. Læs bare mit seneste indlæg …
Jeg er kommet dertil, hvor det er nemmere at acceptere, at jeg “fejler”, fordi jeg nu ved, hvad der ligger til grund for det og hvorfor det er så svært for mig. Det er også nemmere at opdage og indse, at jeg rent faktisk IKKE fejler hele tiden – jeg lykkes faktisk og jeg rykker mig.
