Jeg er blevet afsluttet som patient i Risskov. Jeg vidste jo godt, det bar derhen, og jeg var sådan set forberedt på og afklaret med, at jeg skulle have min sidste samtale i den her uge. Alligevel sidder jeg nu tilbage med blandede følelser omkring det. Jeg er jo ikke blevet afsluttet fordi jeg er rask … Jeg er blevet afsluttet, fordi jeg står i stampe og ikke er i stand til at tage næste (og måske sidste) skridt ud af spiseforstyrrelsen. Min store frygt er nu selvfølgelig, at jeg falder tilbage.
På den ene side er jeg en lille smule lettet over, at jeg ikke længere har det pres hængende over hovedet, at jeg skal tage på. På den anden side er jeg helt vildt bange for, at det kommer til at betyde, at jeg (mere eller mindre ubevidst) slækker lidt på de gode intentioner, så jeg kommer til at ryge i den anden grøft og måske taber mig. For det ønsker jeg jo heller ikke.
Det er en hårdfin balance, jeg så ihærdigt prøver at opretholde, og der er en ret stor sandsynlighed for, at korthuset vælter – især når jeg nu ikke længere har mine krykker.
Jeg har ikke mistet håbet. Jeg vil stadig det her; jeg vil ud af min spiseforstyrrelse! Men jeg skal have lagt en plan, så jeg ikke falder. Jeg har ingen krykker længere, men jeg har stadig brug for en stok. Og det er nok vigtigere nu end nogen sinde før, at jeg søger støtte og hjælp fra Peter (og mine nære) – og ikke mindst tager imod.
