Der var nogen, der spurgte mig i går, om jeg var gift, hvilket fik mig til at tænke på mit og Peters fantastiske bryllup for 5 år siden. Ja, det er allerede 5 år siden til sommer!? Det synes jeg faktisk er ret lang tid. Det har været 5 dejlige år. Jeg er lykkelig over at have mødt manden i mit liv, og at han rent faktisk gad gifte sig med mig.
Efterfølgende er jeg så kommet til at tænke på, at hvis jeg synes 5 år er lang tid – så er 15 endnu længere. Jeg har haft en spiseforstyrrelse i snart 15 år! Shit, det synes jeg godt nok at vildt at tænke på. Det er halvdelen af mit liv! I 15 år har jeg brugt uanede mængder af både tid og energi på at tænke på mad. Og selvfølgelig alle de underlæggende tanker, der følger med i forbindelse med en spiseforstyrrelse, hvilket i virkeligheden er de mest opslidende.
15 år! 15 år!!
Jeg ved godt, at jeg har sagt, at jeg aldrig tror man bliver helt fri for en spiseforstyrrelse, når man først har haft en. At den altid vil være en del af én på en eller anden måde. Og det holder jeg fast i. Men hvis jeg så bare synes, at jeg var blevet lidt klogere og stærkere i løbet af de 15 år. Hvis jeg rent faktisk mente, at jeg havde kontrol over min spiseforstyrrelse og ikke omvendt på nuværende tidspunkt. Det synes jeg måske bare ikke helt er tilfældet…
Jeg er 30 år og kan ikke finde ud af at spise. Det er sgu ikke særlig sjovt at tænke på. Det er flovt. Falliterklæring big time!
Leave a Reply