Jeg er endnu engang blevet inspireret af by Louise L, der i dette indlæg tillægger evnen og modet til at udfordre spiseforstyrrelsen, som en del af nøglen i kampen for at slippe ud af spiseforstyrrelsens klør og den identitet, man er blevet fastlåst i.
Der er mange andre mere komplekse psykiske ting, man (også) skal arbejde med, men man kommer ingen vegne, hvis man ikke udfordrer sig selv og de grænser, spiseforstyrrelsen har fået én til at sætte op.
Det lyder forholdsvis nemt. Det er det måske også. De første par gange. Men det kræver ikke bare én eller to kampe. Eller 5. Det er en evig kamp – ved hvert eneste måltid. En konstant kamp, hvor man skal gå imod alt, hvad der er trygt og rart og udfordre ens faste holdepunkter, selvom alt i én skriger på det modsatte.
by Louise L er kommet så langt, at hun næsten slet ikke lægger mærke til, når hun udfordrer spiseforstyrrelsen og går imod dens grænser. Hun har gjort det så mange gange nu, at det er blevet helt naturligt for hende. Der er lang vej endnu for mig …
Jeg kæmper lige nu en indre kamp med mig selv, om jeg overhovedet tør. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg er bange for. Men jeg er bange.
