Sidst jeg var til kropsterapi begyndte jeg spontant at grine. Det kom efter at jeg havde mærket og fået forløst en vrede, der har siddet i min krop og spændt op forskellige steder. Og så tænker du måske; hvorfor var det sjovt? Det kan jeg faktisk ikke rigtig svare på. Det er bare nogle af de ting, der kan ske i en behandling – kroppen reagerer spontant, og selvom jeg faktisk mærkede en indestængt vrede, der fik lov til at komme ud, kunne jeg efterfølgende ikke lade være med at trække på smilebåndet og grine lidt.
Jeg ved ikke, om jeg grinte af mig selv eller af situationen – eller af noget helt andet. Men det føltes i hvert fald rart at få øje på og forløst vreden. Jeg er ikke særlig tit sur. Eller jeg er ikke særlig tit vred. Jeg er måske en gang i mellem sur, men jeg bliver yderst sjældent sådan rigtig vred. Jeg udtrykker stort set aldrig vreden. Jeg lægger bare låg på den og lukker den godt og grundigt inde. Jeg er ikke vant til vreden. Jeg er ikke vant til at være udadreagerende og vil ofte helst ikke gøre et for stort nummer ud af mig selv. Det betyder bare nogen gange, at jeg undertrykker en følelse, der har brug for at komme ud – og det sætter sig i kroppen.
Når jeg føler mig virkelig uretfærdigt behandlet, eller når nogen virkelig stikker til mig og mig tålmodighed, så titter vreden kun ganske kort frem, indtil jeg lynhurtigt får overbevist mig selv om, at det jo ikke er så slemt og at det nok “bare er mig”… Men det er det jo ikke altid. Nogen gange gad jeg godt kunne sætte foden ned og lukke op for vreden – selvfølgelig på en ordentlig måde, men jeg er ikke særlig godt til at “stå op for mig selv”.
Derfor er det godt, at jeg kan komme til kropsterapi og få lukket vreden ud. Jeg lærer af det. Jeg lærer at mærke vreden og opdage, at den hverken er farlig eller forkert. Den må godt være der. Jeg må godt være her.
